Partidebat om Enhedslistens parlamentariske strategi

Med udgangspunkt i vores erfaringer, den politiske situation og Enhedslistens rolle har Hovedbestyrelsen besluttet at igangsætte en debat blandt Enhedslistens medlemmer om partiets parlamentariske strategi. Med udgangspunkt i vores erfaringer, den politiske situation og Enhedslistens egen rolle er der brug for at drøfte om den hidtidige parlamentariske strategi stadig er holdbar, eller om vi skal åbne op for nye veje og lægge nye værktøjer i den parlamentariske værktøjskasse. Formålet er at skabe de bedste betingelser for at fremme vores politiske linje, når der atter opstår en situation, hvor det kan blive aktuelt at vi er parlamentarisk grundlag for en regering.

Baggrund
Debatten rejses i forlængelse af vedtagelsen om Fremtidens venstrefløj på Enhedslistens årsmøde i 2015, hvori det hedder:

”Der er behov for at opbygge venstrefløjen efter valgnederlaget og efter det tillidsbrud som SR(SF) regeringens asociale politik indebar. I denne opbygning kan vi ikke regne med Socialdemokraterne som medspiller. Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs. Som venstrefløjens største parti har Enhedslisten ikke bare initiativretten, men også pligten til at drive venstrefløjens genopbygning frem – politisk og organisatorisk. Det er en opgave, som ikke løses med et enkelt greb. Vi må arbejde på mange fronter.”

Erfaringerne fra sidste valgperiode, hvor en socialdemokratisk regering, der sad på Enhedslistens mandater, øgede uligheden og øgede utrygheden for almindelige mennesker, har mange steder i partiet medført overvejelser og diskussioner om, hvordan Enhedslisten bedst muligt kan modarbejde en gentagelse af den situation, når og hvis partiet igen skal udgøre det parlamentariske grundlag for en regering. Der er mange elementer i denne diskussion, og den parlamentariske strategi er blot én af dem. Men ikke desto mindre relevant.

Erfaringerne viser, at socialdemokraterne ikke har vist den store vilje til at lade de partier, der udgør deres parlamentariske grundlag få en indflydelse, der afspejler deres mandattal. Socialdemokraterne synes at have den analyse, at i og med at partierne til venstre (i modsætning til de radikale) ikke har mulighed for at pege på andre end dem, så behøver de ikke at vise nogen vilje til at give indflydelse til partierne til venstre. Holdningen udtrykkes mest klart af Sass Larsen, når han fx udtaler, at S vil lave det meste politik med højrefløjen, og hvis partierne til venstre har et problem med det, så må de jo ”bare vælte regeringen”. Der er tale om en slags afpresningsstrategi: ”Hvis I ikke peger på os – så får i jo bare Løkke”.

I årsmødeudtalelsen ”Fremtidens Venstrefløj” skitserede vi, hvordan det nye perspektiv skulle udmøntes i forskellige politiske og organisatoriske indsatser, herunder den parlamentariske. Behovet for en ny tilgang til regeringsspørgsmålet er i de to år, der er gået siden valget og årsmødet i 2015 blevet understreget af, at det ikke har været muligt at fravriste socialdemokraterne løfter om en ny politisk kurs, og at partiet ikke har vist vilje til at lade partierne til venstre, der efter et valg kan udgøre en S-ledet regerings væsentligste parlamentariske grundlag, få en politisk indflydelse, der afspejler deres mandattal. Socialdemokraternes position er ikke ny, men skal der banes vej for en anden politik, må Enhedslisten alvorligt overveje at møde den på en ny måde. Ved at fastlægge en parlamentarisk strategi, der kan øge venstrefløjens muligheder for umiddelbart at få større indflydelse på en ny regerings politik og i et længere perspektiv understøtte vores perspektiv om at udfolde vores eget politiske projekt i fællesskab med andre og ikke blot være en mindre brik på et rødt/blåt politisk landkort.

Enhedslistens udgangspunkt må være, at Enhedslisten får en indflydelse, som i højere grad modsvarer vores parlamentariske styrke. Vi forestiller os ikke, at en socialdemokratisk regering ikke kan lave aftaler med andre partier, men vi mener, at de partier, der bringer en regering til magten, må kunne forvente, at deres mandatmæssige indflydelse i rimeligt omfang afspejler sig i den politik, som denne regering fører. Der må være grænser for, hvad en socialdemokratisk regering, der sidder på Enhedslistens mandater, kan gennemføre. På den anden side vil Enhedslisten eller andre partier, der udgør et parlamentarisk grundlag, ikke kunne forvente at se hele deres politik blive udfoldet af socialdemokratiske ministre.

At forrykke ved relationen og magtforholdene er ikke noget, der kan klares med et enkelt parlamentarisk ”quick fix”. Det er en lang proces, hvor flere ting og ikke mindst de udenomsparlamentariske styrkeforhold er afgørende. Sagt på mere jævnt dansk, rykker man ikke kun styrkeforholdene ved at udtænke sirlige planer på Christiansborg eller i Hovedbestyrelsen. Der er en uløselig sammenhæng med den politiske dagsorden på ethvert tidspunkt, om der er store bevægelser og demonstrationer for et bestemt emne, hvad fagforeninger, studenterorganisationer m.m. går op i og presser på for og meget, meget andet. Men den parlamentariske strategi kan være en del af det, og kan være med til at bakke op om eventuelle store dagsordener og bevægelser.

En anden årsag til at diskussionen er vigtig, er, at Enhedslisten efter sidste valgperiode har et klart behov for at kunne give svar på, hvordan en gentagelse undgås. Meningsmålinger viser eksempelvis, at alt for mange af venstrefløjens potentielle vælgere blev hjemme ved sidste valg, fordi de ikke troede på, ar det ville forandre noget, om det blev Thorning frem for Løkke. Var alle de røde vælgere gået fra sofa til stemmeurnen, ville Lars Løkke ikke have vundet statsministerposten. Vi har derfor behov for at kunne sandsynliggøre for alle dem, vi vil have til at stemme på os, at vi er – og også i realiteten vil være – i stand til at omsætte en politisk fremgang til politisk indflydelse. Derfor er det også et hamrende vigtigt signal at sende, at der er grænser for, hvad vi vil acceptere fra en regering, som sidder på vores mandater. De mennesker, der støtter Enhedslisten på valgdagen forventer, at deres stemme bliver hørt, og at vi gør alt, hvad vi kan for det.

Det er på denne baggrund, at Folketingsgruppen i sommeren 2016 lagde op til en diskussion om en skærpelse af Enhedslistens parlamentariske strategi både når det gælder regeringsdannelsen og når det gælder den efterfølgende regeringsperiode, og at hovedbestyrelsen nu har besluttet, at man ikke ønsker at fortsætte den hidtidige tilgang, men starte en debat i partiet om en ny linje.

Andre muligheder og nye veje
Enhedslisten har historisk altid uden betingelser peget på lederen af det største ”arbejderparti” som både forhandlingsleder ved regeringsdannelse og som statsminister. At det var ”uden betingelser” betød ikke, at man ikke stillede krav eller politiske forslag til en given regering, men at det ikke var en mulig konsekvens af en manglende opfyldelse af de krav, at man trak støtten eller ikke pegede på den socialdemokratiske statsministerkandidat. Det er forskellen på at stille krav og så at stille krav, der ultimativt betyder at en regering ikke kan dannes eller bliver væltet.

Enhedslisten har også på trods af enkelte afvigelser haft den linje, at man ikke vælter en socialdemokratisk regering ved et mistillidsvotum sammen med højrefløjen, med mindre der er et bedre regeringsalternativ – eller statsministeren har løjet over for Folketinget eller lignende – men at en socialdemokratisk regering kan ”vælte sig selv”, hvis den fx ikke kan få flertal for en finanslov. At en socialdemokratisk regering har gennemført voldsomme forringelser sammen med højrefløjen, har således ikke været anledning til at overveje om støtten helt skulle trækkes og et valg var at foretrække.

Der har været mange og gode grunde til denne tilgang. Først og fremmest, at vi ikke ønsker at bane vejen for en højrefløjsregering og en Venstrestatsminister eller at nogen skulle komme i tvivl om, at en stemme på Enhedslisten er en stemme på en regering til venstre for midten. Men det har også haft betydning, at vi ikke ønsker at fremstå som ansvarlige for et regeringsgrundlag, som vi jo ikke er 100 procent enig i ved at stille ultimative krav til det i forbindelse med et regeringsgrundlag.

Spørgsmålet er nu, om erfaringerne fra sidste valgperiode under Helle Thorning, den politiske situation og vores egen position som det fjerdestørste parti i Folketinget ikke berettiger, at vi udvider Enhedslistens handlerum i det parlamentariske arbejde?

Man kan gøre det på mange måder. Det er en mulighed at stille krav til regeringsgrundlaget som betingelse for at en socialdemokratisk regering kan dannes men også gøre det klart, at det kan dermed kan ende med, at vi ikke kan pege på en socialdemokratisk statsminister, hvis regeringsgrundlaget ikke også tilgodeser de krav der er rejst af de aktive bevægelser og Enhedslisten i tiden op mod valget. En anden mulighed er, at trække nogle ”røde linjer”, der betyder, at vi efter regeringens dannelse ikke afviser at vælte en socialdemokratisk regering, hvis den fører en politik, der bryder med de berettigede forventninger befolkningen vil have til en ny politisk kurs, således som vi fx så det med salget af DONG eller det politiske indgreb, der fjernede lærernes overenskomstmæssigt aftalte rettigheder. Og endelig kan Enhedslisten – hvis styrkeforholdene er til det – foreslå en anden forhandlingsleder end socialdemokraternes statsministerkandidat, når der lige efter valget skal udpeges en forhandlingsleder.

Det er disse spørgsmål, som hovedbestyrelsen nu lægger ud til debat. Skal vi blive ved den hidtidige linje, eller skal vi udvide handlerummet?

Der er argumenter for både det ene og det andet. Og det er ikke nemt. Det er heller ikke muligt på forhånd at opstille snorlige kriterier, krav eller håndfaste afkrydsningsskemaer – for vi kan ikke forudse de politiske styrkeforhold uden for Christiansborg, den politiske situation på Christiansborg, valgresultater eller forhandlingssituationer om 1 eller 2 år. Derfor lægger vi ikke op til at der skal tages konkrete beslutninger om karakteren eller omfanget af krav, men alene til en beslutning om, hvorvidt vi vil åbne for mere handlerum og lægge flere redskaber i den parlamentariske værktøjskasse eller om vi skal fortsætte den hidtidige strategi.

Proces
Hovedbestyrelsen håber, at dette papir kan danne grundlag for en diskussion på alle niveauer i partiet, og at mange vil deltage. Det er vigtigt, at vi får en bred og organiseret debat af emnet.

Debatoplægget kan også indgå i diskussionen på årsmødet i 2017. Der lægges dog ikke op til, at der træffes nogle beslutninger på årsmødet.

I stedet opfordres afdelingerne til at diskutere emnet inden sommerferien eller lige efter denne. I slutningen af august eller begyndelsen af september afholdes møder enten regionalt eller i storkredsene, hvor alle medlemmer inviteres og afdelingerne opfordres til at deltage med mindst en deltager, som kan fortælle om deres debat.

HB-medlemmerne deltager i disse møder, så debatten samles op. På baggrund af debatten på årsmødet og i afdelingerne sættes punktet på HB’s dagsorden med henblik på at hovedbestyrelsen træffer en principiel beslutning i efteråret 2017. Men det er ikke gjort med det.

Det politiske billede er i disse år meget omskifteligt og præget af en uforudsigelig økonomisk og social udvikling, globale og regionale kriser, vekslende partialliancer og en stadig konflikt mellem et politisk flertals asociale stramninger og folkelige bevægelser, der med vekslende held formår at præge dagsordenen. Derfor vil der løbende frem mod et folketingsvalg være behov for at hovedbestyrelsen justerer kursen alt efter udviklingen i virkelighedens verden.

38 kommentarer

  1. Socialdemokraterne har tydelig vist, at de ikke går på kompromis, når det handler om at øge uligheden, skære ned for de fattigste, føre racistisk politik og forræde arbejderklassen. At der findes partier, der gør det endnu værre, betyder efter min mening ikke, at vi skal støtte dem. Hvis vi ligger det klart, at vi ikke ønsker at samarbejde med dem, vil det være et åbent brud med topartisystemet. Dermed vil vi sende et tydeligt signal, at en stemme på os er en stemme imod uligheden og racismen. Det kan få flere mennesker til at stemme på os. Derudover kan det få andre små partier som for eksempel SF Å eller B at overveje, hvorvidt de kan finde sig selv mere i et sammearbejde med os end med socialdemokraterne. Især de radikale har vist, at de lægger endnu mere vægt på at øge uligheden end S gjorde. På den anden side er der nu i en position, hvor de enten skal indtage en plads i oppositionen, eller være med i et racistisk regering. Det er muligt, at toppen af partiet meget hellere vil fortrække racistisk politik i stedet for at gå på kompromis med deres nedskæringspolitik, men hvis vi åbner for et alternativ, vil det det altid være muligt, at det medlemsflertal i andre små partier kan få dem til at skifte kurs. Hvis det ikke sker, og der er et racistisk og nyliberalistisk flertal i Danmark, må vi acceptere det og arbejde i opposition, indtil vi reelt set kan gøre en forskel, uden at opgive vores program og skuffe dem, der har stemt på os.

  2. Jeg synes at vi lige så godt kan følge Anker Jørgensens Røde Enheds Regering.

  3. Hvis regeringen krydser over midten eller giver de blå partier lov til at bevæge sig mod højre skal skidet væltes under alle omstændigheder. Så er jeg ligeglad med om den kalder sig rød eller blå. Der er også flere gange hvor jeg mener at vi burde have vælte Thorning. Giv bare besked om at de skal droppe deres nationalisme hvis vi vil have noget med dem at gøre.

  4. Vi skal ikke igen stå i tunge interne diskussioner om værdien af de forlig der indgåes med en regering, som alene ønsker at overleve. Derfor er det en væsentlig debat om partiets troværdighed og fremtid.

    Vi er nødt til at fastsætte en række minimumskrav, som skal opfyldes inden for en given tidsramme. Eksempelvis fjernelse af Kontanthjælpsloft, forringelsen af Integrationsydelse, målbar øget lighed, skatterabat til boligejere, fjerne stramninger på flygtninge og indvandreområdet, opstramning på miljøpolitikken etc.

    Som et humanistisk socialistisk parti, er det vores pligt at sikre de svageste i samfundet, og vi skal se forbedringer hurtigt såfremt en regering ønsker at overleve på vores stemmer.

    1. Det er et glimrende oplæg til debat. Tak for det. Jeg lægger mig desuden i kølvandet på Jespers oplæg og mener at vi bør skærpe vores krav overfor Socialdemokraterne. Det værste der kan ske er at vi bliver betragtet som ukritisk stemmekvæg. Og det kan vi simpelthen ikke holde til som parti.

  5. Som start vil jeg gerne gøre opmærksom på at når jeg omtaler partier ved deres navne taler jeg om deres politiske ledelse, ikke om dem der stemmer på dem. I min erfaring er størstedelen af lønmodtager modtagelig over for vores politik når man først tager sin parti-hat af. Derudover vil jeg gerne advarer at da dette er en intern debat agter jeg at tage bladet fra munden og tale frit om mine personlige meninger.

    Jeg vil gerne tage udgangspunkt i sætningen “Enhedslisten har historisk altid uden betingelser peget på lederen af det største ”arbejderparti” som både forhandlingsleder ved regeringsdannelse og som statsminister.” og henvende debatten til om man stadig kan betegne Socialdemokratiet som et ‘arbejderparti’.

    Jeg ser ikke Socialdemokratiet som et arbejderparti længere. Det var det engang. Det er det stadig i manges øjne. Og jeg vil forestille mig en god del af deres stemmer er fra arbejderklassen. Men mange arbejdere stemmer jo også DF og dem er der ingen der ville kalde et ‘arbejderparti’. For at være et ‘arbejderparti’ må et kriterium være man laver politik for arbejderklassen.

    Hvis man ser bort fra Socialdemokratiets navn, retorik, blokfarve og alle roserne og kigger udelukkende på de politiske tiltag de støtter så er der for mig at se ikke meget, hvis noget, tilbage hvorved man kan give dem æren af at kaldes et ‘arbejderparti’. Hvis det til næste regeringsdannelse vurderes af Enhedslisten at Socialdemokratiet ikke længere er et ‘arbejderparti’ og derved ikke kan støttes, kan der derved ikke tales om et brud med partilinjen.

    Herfra vil jeg gerne drage venstre-fløjens Amerikanske erfaringer fra Bernie Sanders kampagne og den efterfølgende folkebevægelse, ind i forbindelse med hvad vi kan forvente os af Socialdemokratiet. Det er efterhånden blevet tydeligt at hvad man i Amerika kan kalde den ‘demokratiske elite’ eller det ‘ny-liberale center’, er mere optaget af at bekæmpe deres progressive halv-socialistiske udfordrere der truer dem fra venstrefløjen end Trumps kleptokratiske regime. Demokraternes rolle har aldrig været, som deres retorik ellers påstår, at facilitere en reformistisk forbedring af samfundet men istedet at deradikalisere og deaktivere de folkelige bevægelser – som #BlackLivesMatter og #FightFor15 – så de ikke længere truer den herskende klasse og det grundlæggende system.

    På trods af de nationale og kulturelle forskelle er Socialdemokraterne på flere punker end ej vores version af det Demokratiske Parti. De har for længst som parti viet sig til det system de blev skabt for at bryde og vil herfra gøre alt for at beskytte det.

    Jeg har tidligere læst artikler med udtalelser fra Enhedslistens politikere der efter den røde regeringsdannelse har udtalt ‘vi troede vi havde et større fællesprojekt med Socialdemokraterne’. Jeg håber denne illusion nu for længst er opløst hos partiets ledelse. Jeg vil gerne understrege min pointe så tydeligt som muligt – Socialdemokraterne ser, efter min vurdering, hellere DF eller Liberal Alliance i statsministeriet hvis alternativet er Enhedslisten. At de stadig betegnes som et rødt parti i rød blok siger mere om hvor lave kriterierne for at være ‘rød’ er idag end noget om dem. De er ikke vores venner.

    Når alt dette så er sagt må man selvfølgelig erkende de politiske realiteter. Hvis vi ikke vælger Mette bliver det Lars. Og hvis vi skulle beslutte ikke at pege på Socialdemokraterne og derved koste dem statsministeriet da forudser jeg at de med mediernes hjælp vil åbne så nådesløs en medie-offensiv imod os at de muligvis ville kunne smide os under spærregrænsen. Vi ville dagligt blive holdt til ansvar af B, S, SF og Å for alt de borgerlige gjorde imod Danmark. Det lyder måske som jeg her maler fanden på væggen, hvilket jeg muligvis gør, men man må aldrig undervurdere hvor meget en koncentreret propaganda-kampagne kan opnå. Derudover ser jeg ikke vi har nogen venner i medierne. Berlingske, Politikken, JP og DR er i opposition til os fordi vi er Socialister. Information er i opposition til os fordi vi er en trussel overfor EU. Samtlige store mediemagter i Danmark har en interesse i vores sammenbrud. Det stiller os ret dårligt i forhold til hvordan vi i første omgang kan kontrollere samtalen og det gør det, for mig at se, svært for os overhovedet at lave politiske manøvre. Alt i alt, det er derved lidt et dilemma vi står i.

    Her vil jeg foreslå en langsigtet strategi. Enhedslistens projekt har altid været anti-kapitalistisk og det skal det fortsætte med. Fra hvad jeg har kunne læse mig til så hedder de historiske erfaringer sig således; folk søger den nemmeste løsning til deres problem. Hvis den originale løsning ikke lykkedes søger folk progressivt mere drastiske metoder indtil et fyldestgørende resultat er opnået.

    Dette betyder overført politisk at folk helst vil søge deres løsninger først hos de ‘ansvarlige etablerede partier’ og i det etablerede system. Først når denne metode er diskrediteret vil de være åbne overfor mere radikale metoder. Dette ses f.eks i forbindelse med OK17 afstemningen hvor arbejderne efter afstemningen indså at fagforeningstoppen ikke repræsenterer deres interesser og at du kun får hvad du er villig til at gå på gaden for at kræve. De stolte på systemet og jeg håber mange af dem nu har indset det ikke er på deres side.

    En mere klar beskrivelse ser vi i forhold til hvordan den nyligt aktiverede Amerikanske venstrefløj har udviklet sig. Den voksede igennem Bernie Sanders valgkamp og kæmpede den kamp indtil den indså at det Demokratiske Parti’s process og mediemonopolet var korrumperet. Efter at have lært dette har hvad Bernie startede spredt sig i tusinder af fantastiske retninger, mange anti-kapitalistiske, nogen socialistiske, nogle få revolutionære. Dette ses f.eks i hvordan Democratic Socialists of America’s medlemsskab er steget med 300% siden Bernie startede sin kampagne. Folk har indset det Demokratiske Parti ikke er deres ven.

    Jeg mener ud fra disse erfaringer at Enhedslistens strategi bør være at diskreditere de falske systemer arbejderklassen på nuværende tidspunkt sætter deres lid til. Praktisk talt mener jeg Enhedslisten bør gå på valg på et konkret set af Progressive politiske tiltag. Giv folk et konkret bud på hvad Enhedslistens 90 mandats program er og repiter det frygtløst og i uendelighed. Selv hvis folk er hamrende uenige så respektere mennesker principper mere end noget andet. Gør som Bernie, skab en folkebevægelse. Ikke omkring vage ideer som fællesskab, solidaritet og socialisme men om ting der er konkret definerbare og som har planerne til at blive implimenteret. 100% grønt Danmark efter 2030, 30-timers arbejdsuge, fuld beskæftigelse, 100% beskatning af indkomster over 1.000.000kr/året.

    Og efter valget når vi stadig står med vores 13-15 mandater så peg på Socialdemokraterne. Og når de nægter at rykke sig en tomme på nogen af disse konkrete tiltag så kør på dem nådesløst. Vis folk at de har ingen fidus til arbejderklassen. Brug det til at ridse op for folk præcis hvor blå de er. Gør det ærkeklart for deres vælgere at der er intet at komme efter for arbejderklassen der. For at sige det rent ud, miskrediter dem. Det er mit håb at dette vil provokere en masse Socialdemokratiske vælgere til at rykke sig over til SF. Og efter at SF viser sig heller ikke at kunne levere varen må de til sidst ende hos Ø. Det er den strategi jeg umiddelbart hælder til.

    Når det så er sagt vil jeg gerne understrege at jeg ikke selv er parlamentarist og har ingen puritanske kriterier om hvordan vi når hen til det samfund vi ønsker. Whatever works, works. Jeg vil dog gerne give udtryk for min bekymring over den kultur jeg fornemmer udvikle sig ihvertfald i Enhedslistens offentlige karakter. Den dag vi som parti binder os til den demokratiske socialisme (altså socialisme opnået udelukkende igennem det borgerlige demokrati) der mener jeg vores projekt er dødfødt og dømt til langsomt at lide Socialdemokratiets klasseforæderiske skæbne præcis som vi ser SF gentage den idag. Når jeg fremlægger en parliamentarisk strategi er det udelukkende som et led i den revolutionære process. Som i Rusland 1917, som idag, er det kun når det nuværende systems immunitet overfor progressive reformer demonstreres for den brede befolkning tydeligt nok at revolutionen kan gennemføres. Det både en nødvendighed og en ‘last resort’ for det menige menneske.

    Det er derfor jeg mener Enhedslisten må begynde at bruge talerstolen og deres platform på at agitere for konkrete progressive tiltag og arbejde imod at diskreditere Socialdemokratiet. Helst skulle vi ende et sted hvor de bliver lige så irrelevante som det Franske Socialist Parti. Derefter må hele det borgerlige demokrati diskrediteres. Dette mener jeg vil bane vejen for de revolutionære samfunds-forandringer vi ønsker.

    1. Bagtæppet for indenrigspolitik er at krigspolitik er tabu. Men hvis vælgerne går med til dansk oprustning og krigsførelse, så forsvinder skattekronerne i USAs forgæves terrorkrig. Så kommer afviklingen af velfærdssystemet til at accelerere. Enhedslisten kunne markere sig og mobilisere sofavælgerne ved at bruge “Vælg Fred”, ved siden af “Vælg Kloden, Kærlighed, Fællesskab, Velfærd.” Hvad “quick fix” angår: Ligesom Sass Larsen ikke kan tage Enhedslisten for givet, kan Enhedslisten ikke tage bevægelserne for givet. Enhedslisten burde især arbejde for at danne en koalition med fredsbevægelsen for at modstå oprustning. Hvis ikke Enhedslisten får folkelig opbakning om en freds-dagsorden, bliver finansloven forvrænget sådan at der næsten ingen penge for velfærd er. Jeg har en handlingsplan for hvordan vi kan danne en stærk koalition som medfører en stor valgsejr i november 2017.

  6. Holdningen fra S (og Sass) er klar – Enhedslisten er noget man tager for givet. Sass har pisset på os i snart 4 år bliver bare ved og ved. Det var en kæmpe fejl at vi ikke væltede Thorning. Nuvel, det havde bragt Løkke til magten men det havde også en gang for alle sendt en besked ingen Socialdemokrat nogensinde igen vil kunne tage fejl af – Pis på Ø og føl konsekvenserne. Gør det meget, MEGET klart overfor Mette F. at vi ikke finder os i det og hvis hun ikke samarbejder i betydelig grad med os – så er der valg – og så må de mange levebrødspolitikere i S spørge sig selv om de hellere vil tage chancen ved vælgere eller om det ikke var bedre at samarbejde med Ø end rulle terningerne. Her kan man jo fint påpege både overfor S og medierne – vores politikere sidder kun to perioder så vi er ikke bange for valg. Er de? Her kunne I fint henvise til massiv støtte fra jeres medlemmer der bakker om op sådan en beslutning, ja I (Øs ledelse) kunne endda fortælle Mette F. direkte om denne debat og at Ø således har taget vores forholdsregler og at vi er klar til at tage konsekvensen af et S der hellere vil lave pengepolitik med Venstre eller med OS – så er det den historiske mødding.

    Derudover er jeg meget enig med Malthe Lauritsen (se indlæg) – lad os kommunikere i store svulstige overskrifter der er meget forståelige, lad os være skamløse populister. Overskrifter som
    30 timers arbejdsuge – pensionsalderen ned – nyt dagpengesystem – fuld beskæftigelse – 100% beskatning af indkomster over 1.000.000kr./året – 100% grøn energi – 100% økologi – Vores Olie i Nordsøen – lad bankerne betale el. hvornår betaler bankerne? – beskyt vores drikkevand – beskyt vores natur. Kort sagt, være ultra hardline, kør nådesløst

  7. Godt initiativ. Jeg er rigtig glad for, og enig i, at der ikke er lette svar på det her spørgsmål.

    Den største fejl vi begik under Thorning var tilkendegivelsen af at vi ikke væltede en socialdemokratisk regering uanset hvad – groft sagt.

    Derfor mener jeg klart, at den smarteste strategi er at pege på en socialdemokratisk statsminister og så trække de røde linjer, der bliver omtalt i indlægget.

  8. Jeg mener grundlæggende vi skal være afventene, når vi bliver spurgt om hvem vi peger på som regering og ikke være bange for at se hvilke alternative konstellationer der gør at vi i breder omfang får vores politik igennem.
    Vi skal ikke blindt pege på Socialdemokratiet. Jeg ser Danmark på lige fod med Frankrigs nuværende valg, at venstre fløjen der har valgt ikke, at pege på nogle af de to kandidater.
    Jeg mener at næste valg her i DK er imellem pest og kolera.
    Vi må i næste valgkamp mere end nogensinde være klar til at forklare danskerne hvordan at de demokratiske spilleregler og vores personlige frihed står i forfald. Skuden skal vendes og det er borgerne der skal være i centrum og ikke profitten.

    1. Og hvordan står det så til med det globalt ? Formodentlig meget værre !

      Hvis man ønsker kapitalismens sandsynlige totalkollaps, måske allerede
      sker FØR år 2020,
      så lad være med at overtale dem til at køre udviklingen tilbage til før 1980

  9. Klimakastrofen kommer nærmere og nærmere med større hast en nogen havde forventet.

    Derfor ryster det mig, at dette alt afgørende forhold ikke er nævnt i hovedbestyrelsens oplæg eller i nogle af de følgende indlæg.
    Vi kan ikke fortsætte udelukkende med sædvanlige temaer, hvor alvorlige de end er.
    Vores samlede politiske strategi må udformes ud fra klimakatastrofen, som under 2 verdenskrig mod nazismen.
    Så alvorlig er situationen. Såldes også ved dannelsen af den forventede socialdemokratiske regering.
    Det altafgørende tema må være klimakatastrofen.
    Dette skal fremgå af valgkampen. Dernæst følger de andre grundliggende temaer.

    1. fejl formulering, der skulle stå:
      ” at dette alt afgørende forhold ikke er nævnt som overordnede i hovedbestyrelsens oplæg”

    2. Du har fuldstændig ret, Elizabeth.

      Her vil jeg dog foreslå vi anlægger en klar og aggressiv anti-kapitalistisk vinkel i forhold til klimakrisen og gør det fuldstændig tydeligt for den bredere befolkning at en grøn omstilling af den kaliber der er brug for, er en umulighed hvis man forbliver bundet af en nyliberal markedsøkonomi og private investeringer.

      På trods af at klima-krisen truer menneskeracen som helhed er den stadig, for mig at se, blot endnu et symptom af kapitalismen og jeg mener derfor vi må prioritere således. Hvis vores retorik og analyser ikke kommer hele vejen til bunds og kan påpege tydeligt for folk, de systematiske modsætninger og hvordan de manifestere sig så kan jeg ikke se hvordan vi nogensinde kan få deres tillid til at løse dem.

      Jeg ønsker klimakrisen løst men jeg frygter at hvis vi stirrer os blinde på de systematiske symptomer kan dette distrahere os fra at angribe systemet der skaber kriserne til at begynde med.

  10. Vi burde for længst have vist, at vi var parate til at vælte en socialdemokratisk (ledet) regering. Det er et vigtigt eksempel at statuere.

  11. Vår støtte til en regjering, om det er sosialdemokratiet eller noen andre må være begrunnet i noen politiske saker. Noen slike saker kunne være under rubrikken en policy for økoniómisk likhet:
    1. Skatt på finansoperasjoner
    2. Økt skatt på kapitalinntekter og en relativ nedgang i skatten for middels og lavere inntekter
    3. Innføring av maksimumslønn
    4. Fravær av krenkelser, f.eks. retten til familiegjenforening, ansvar for de som må flykte fra eget land osv.
    5. En lov som sier at arbeid er en lovbestemt rettighet på linje med skolegang.
    6. Nasonalisering av Bankene, først de store og deretter en pragmatisk holdning til de mindre
    7. Nasjonalisering av medisinalindustrien

    Når vi har satt opp noen slik punkter er det uinteressant om det er sosialdemokratiet eller andre. Jo større gjennomslag vi får for en slik politikk, desto mer interessant er det å støtte en slik regjering. Hvis vi ikke får gjennomslag for en politikk utmeislet i noen få enkle punkt som er enkel å kommunisere til velgerne, så er vi ikke stemmekveg for en sosialdemokratisk regjering.

  12. Indledningen til debatterne beskriver vore dilemmaer meget godt,

    og befolkningen har jo tænkeevner så

    –>>> vi bør gøre mere og mere ud af at oplyse befolkningerne om de dilemmaer

    ( også FØR vi evt. ser os nødsaget til at vælte en socialdemokratisk ledet regering eller
    evt. vælte sågar en SF ledet regering )

  13. Opbygningen af en venstrefløj i sin egen ret, handler mindst af alt om en parlamentarisk strategi i traditionel forstand. Hovedbestyrelsens fokus må være der hvor der i øjeblikket ligger størst muligheder, i opbygningen af faglige netværk efter OK17 og i opbygningen af en velfærdsarbejderbevægelse gennem Velfærdsalliancen. Det er gennem dette arbejde at vi skal opbygge en styrkeposition der gør os i stand til at “trække røde linjer” og “stille ultimative krav”. Hvis dette gøres uden at kunne sætte magt bag ved ordene, vil den gamle analyse holde stik, og Enhedslisten vil blive decimeret hvis vi bringer en ny højrefløjsregering til magten.

    Befolkningen kan ikke bruge vores nej til nedskæringer, hvis den samme politik bliver ført af en ny regering, efter vi har væltet den første. Derfor indebærer opbyggelsen af venstrefløjen især et positivt projekt i samarbejde med SF og Alternativet. Vi kan ikke enes med dem om alt, men må finde de enighedspunkter (antinationalisme?, internationalisme?, anstændighed?, Miljø?) der er til stede i de to andre partier. Især SF er på ingen måde interesseret i at indgå i en sådan forandringsblok, men det må opbygges som klart alternativ, således at de hele tiden står over for valgmuligheden mellem at være halehæng til et fremmedfjendsk Socialdemokrati eller en del af en progressiv blok under ledelse af Ø. Denne mulighed må klart kommunikeres til partiets vælgere og medlemmer der skal lægge pres på den højredrejede top. Denne udvikling har vi den seneste måned set ansatser til, efter at Mette Frederiksen meldte ud at hun intet fælles projekt havde med venstrefløjen. Det var godt og må fortsættes.

    Og så må der i øvrigt holdes fast i, at Enhedslisten aldrig stemmer for tydelige nedskæringer og ikke er villig til at indgå studehandler…. Og når jeg nu har ordet vil jeg bemærke at en af vores vigtigste opgaver i parlamentet er, at afsløre det som et magtorgan hvis eneste funktion det er at opretholde status quo. Det syntes jeg der er for lidt af.

    1. Bagtæppet for indenrigspolitik er at krigspolitik er tabu. Men hvis vælgerne går med til dansk oprustning og krigsførelse, så forsvinder skattekronerne i USAs forgæves terrorkrig. Så kommer afviklingen af velfærdssystemet til at accelerere. Enhedslisten kunne markere sig og mobilisere sofavælgerne ved at bruge “Vælg Fred”, ved siden af “Vælg Kloden, Kærlighed, Fællesskab, Velfærd.” Hvad “quick fix” angår: Ligesom Sass Larsen ikke kan tage Enhedslisten for givet, kan Enhedslisten ikke tage bevægelserne for givet. Enhedslisten burde især arbejde for at danne en koalition med fredsbevægelsen for at modstå oprustning. Hvis ikke Enhedslisten får folkelig opbakning om en freds-dagsorden, bliver finansloven forvrænget sådan at der næsten ingen penge for velfærd er. Jeg har en handlingsplan for hvordan vi kan danne en stærk koalition som medfører en stor valgsejr i november 2017.

  14. Tak for initiativet til denne debat. Måske skal vi ikke snakke om bestemte “krav”, men om et sæt principper (4 – 6 principper), der skal ligge til grund for, at vi peger på en forhandlingsleder. Principperne skal vise en politisk retning. Måske er der nogle, der vil komme med et bud på disse principper?

  15. Det er efter min mening alt for tidligt at lægge sig fast på, hvilkekonrkete krav vi i givet fald skal stille. Det vil først være muligt at gøre langt tættere på et valg. Det afgørende spørgmsål er, om vi viol give HB og folketingsguppe nogen nye redskaber, som de/vi kan bruge. Hvis vi vedtager dette, må det afhænge af en konkret vurdering, hvilke krav vi skal stille og hvilke pejlemærker, vi kan opstilles. Hvis de skal have nogen mulighed for at styrke vores indflydelse, kræver det at krav og pejlemærker har bred folkelig forståelse og opbakning. Anvendelsen af parlamentariske redskaber skal ses i tæt sammenhæng med de politiske styrkeforhold uden for folketinget. .

    1. Bagtæppet for indenrigspolitik er at krigspolitik er tabu. Men hvis vælgerne går med til dansk oprustning og krigsførelse, så forsvinder skattekronerne i USAs forgæves terrorkrig. Så kommer afviklingen af velfærdssystemet til at accelerere. Enhedslisten kunne markere sig og mobilisere sofavælgerne ved at bruge “Vælg Fred”, ved siden af “Vælg Kloden, Kærlighed, Fællesskab, Velfærd.” Hvad “quick fix” angår: Ligesom Sass Larsen ikke kan tage Enhedslisten for givet, kan Enhedslisten ikke tage bevægelserne for givet. Enhedslisten burde især arbejde for at danne en koalition med fredsbevægelsen for at modstå oprustning. Hvis ikke Enhedslisten får folkelig opbakning om en freds-dagsorden, bliver finansloven forvrænget sådan at der næsten ingen penge for velfærd er. Jeg har en handlingsplan for hvordan vi kan danne en stærk koalition som medfører en stor valgsejr i november 2017.

  16. Kan læse at jeg åbenbart er uenig med de fleste, men er parat til at lade mig overbevise.

    Jeg er overbevist om at Socialdemokratiet ikke vil give nogle politiske indrømmelser, måske list forblommede ord om bedre forhold for børn, ældre mm.

    Metter Frederiksen sagde det meget direkte ved mødet for de 5 “røde” partier, at der ikke ville blive et fælles program eller programpunkter.

    Uden store stærke bevægelser udenfor parlamentet kan vi ikke rykke Mette F. en tomme.
    Så spørgsmålet er om vi vil have Mette som kongelig undersøger eller ej.
    da vi nok vel have de afgørende stemmer, vil vi ved et nej lægge initiativet i hænderne på Løkke.

    Hvis dette sker vil der komme en shit-storm fra aviserne, fag-, klima og andre bevægelser vi ikke kan modstå.

    jeg er enig med dem, der mener at vi skal fortsætte traditionen, med at pege på det største parti i rød blok.

  17. Jeg forstår ikke, hvad det er for redskaber, HB og Folketingsgruppen ønsker, som de ikke altid har haft: Problemet under Thorning var ikke at de ikke kunne have væltet hende, men at de ikke ville. Intet i ELs program eller Årsmøde vedtagelser forhindrede dette og store mindretal foreslog det, jeg har selv argumenteret for det ved flere lejligheder, nogle af hvilke er nævnt i det ellers udmærkede debat oplæg, som indleder denne diskussion. Det absolut værste lavpunkt var da vi aktivt medvirkede til at slagte senior job ordningen på en måde, der kostede enkelte sårbare arbejdsløse beløb omkring 200.000 kr, for at finansiere den “redningsplanke”, for udfalds truede dagpengemodtagere, som Thorning ville have finansieret med hvad der svarer til en pakke cigaretter på fagforenings kontingenterne, hvilket ville have været en langt mere solidarisk løsning, hvis det endelig skulle være. Her lagde ELs ledelse sig langt til højre for Thorning. Godt at man senere har indrømmet at det var en fejl.
    Men det er ikke det samme som at vi nu bare kan beslutte at vi ved først kommende lejlighed kan vælte Mette F. på en måde, der giver mening, dvs. fører til en styrkelse af arbejderbefolkningen imod den nyliberale politik, og også meget gerne styrker EL.
    Under Thorning regeringen fik vi flere sådanne muligheder, men havde ikke evnerne og viljen til at udnytte dem.. Dette svigt fra vor side førte til en kraftig styrkelse af DF, og S følger nu dette partis politik i hvad der mere og mere ligner en politisk blok, præget af tilbageskuende social-nationalistisme, hvor en forsinkelse af velfærdsstatens afvikling bruges til at begrunde en stadig mere fremmedfjendsk og kynisk politik over for samfundets mest sårbare grupper. Der er ingen grund til at tro at et regerings skifte vil ændre noget væsentligt i den nuværende regerings politik på dette mest centrale punkt. Derfor kan vi allerede nu forudse, at Mette F regeringen vil overskride ELs røde linier med flere længder, bl.a. ved at gå til og over grænsen for internationale konventioner hvad angår retssikkerhed, ligebehandling og krav på beskyttelse. Desværre denne gang med et solidt folkeligt mandat. Vi havde store befolkningsgrupper med os i den konfrontation med Thorning på spørgsmålene om dagpenge, DONG og lock out af lærerne, som vores ledelse på helt demokratisk vis desværre valgte at smide i skraldespanden – men næste gang det lykkes store grupper flygtninge at komme så langt som til vore grænser og motorveje, kan vi ikke regne med andre end os selv og et begrænset mindretal af befolkningen til den humanistiske hjælp og støtte til de forfulgte, som vi vil være forpligtede til. Det bliver i en sådan situation yderst vanskeligt at stå imod det social-nationalistiske pres og vi må påregne en risiko for betydelig parlamentarisk tilbagegang i en periode, hvis vi skal fastholde vor eksistensberettigelse som parti.
    I stedet for at drømme om de parlamentariske manøvremuligheder, vi selv har smidt væk, må vi gøre det vi rent faktisk kan:
    -styrke vores parti organisation gennem aktivitet, demokratisk debat og organisering
    -forbinde os med de tilløb som sker til ny modstand i befolkningen imod den førte politik, f.eks.:
    – strejker og protester i Nej-flertals fagforbund og arbejdspladser imod LO toppens overenskomst forringelser,
    -Næstehjælperne, og Venligboerne, som organiserer nødhjælp til de værst ramte grupper og samtidig tydeliggør og italesætter den elendighed, som breder sig i samfundets nederste lag og underminerer sammenhængskraften i landet
    -Præsentation af et alternativ til den økonomiske politik, f.eks. i form af et 100 dages program for hvad EL ville gøre hvis vi havde 90 mandater, og styrkelse af faglig solid kritik af og alternativ til den herskende økonomiske politiks tiltagende elendighed og kommen til kort over for det mere og mere ustabile kapitalistiske marked.
    Tiden for parlamentariske manøvrer kan måske komme igen – men det bliver næppe i den næste regerings tid, hvis den bliver ledet af Mette F. Der gælder det mest om at undgå at kompromittere vores parti ved at deltage i nye forringelser for de økonomisk dårligst stillede i samfundet og – især – undgå at give efter for det tiltagende nationalistiske og fremmedfjendtlige pres. Opgaven er ikke at manøvrere i forhold til S – men at danne en ny pol i dansk politik, med EL som centrum, baseret på en solidarisk, rationel og miljømæssigt bæredygtig økonomisk politik med internationalt udsyn og et menneskeligt ansigt, også vendt imod de, som søger beskyttelse hos os fra krig og forfølgelse.
    Men for al del: lad os da endelig understrege endnu en gang, at HB og Folketingsgruppen selvfølgelig stadig kan vælte en social demokratisk ledet regering, hvis de finder det formålstjenligt i den givne politiske situation.

  18. Tak for alle de mange gode indlæg i debatten. Der er flere, der skriver, at den parlamentariske taktik ikke er så vigtig, og at vi i stedet skal fokusere på at skabe bevægelse, opbygge Enhedslisten som aktivistparti og udvikle det politiske alternativ til blå blok og Socialdemokratiet.
    Det er helt centrale dele af perspektivet i ”Fremtidens Venstrefløj”, og jeg er helt enig, at der skal lægges mange kræfter i det arbejde. Men vi skal OGSÅ handle parlamentarisk. Vi skal lægge en parlamentarisk taktik, der ikke modarbejder udviklingen af bevægelser i samfundet, opbygningen af Enhedslisten og synliggørelsen af Enhedslistens politiske alternativ, men tværtimod gavner dette arbejde.
    Jeg er overbevist om, at det betyder, at vi ikke skal gøre, lige som vi plejer – lige som vi gjorde op til og under Helle Thorning Schmidt-regeringen. Selv om jeg i hele den periode støttede de grundprincipper, vi havde for det parlamentariske arbejde.
    • Vi skal ikke uden videre pege på ”lederen af det største arbejderparti”, konkret Mette Frederiksen.
    • Vi skal ikke proklamere, at vi vil undlade aktivt at vælte regeringen (mistillidsvotum), men ”kun” lade den vælte sig selv, hvis den ikke har flertal for sin politik.
    Forudsætningerne for denne parlamentariske taktik holder ikke længere. Der er ikke en tilstrækkelig stor forskel på den politik, som en Løkke-regering faktisk vil føre, og den politik, som en Frederiksen-regering faktisk vil føre (selv om forskellen måske er lidt større på valgløfterne).
    Man kan argumentere for, at sådan har det også været tidligere. Men især på baggrund af HTS-regeringen står Enhedslisten ikke alene med den erkendelse. Det er en opfattelse, der er udbredt langt ud over Enhedslistens rækker. Der eksisterer ikke i arbejderklassen bredt set forventninger om noget nyt og bedre fra en Frederiksen-regering. Der er ikke i tilstrækkeligt omfang forventninger/illusioner, som skal afprøves i praksis.
    Vores hidtidige linje styrker ikke – længere – mobiliseringer og bevægelser. I tidligere tider har vi oplevet, at socialdemokratiske vælgere, medlemmer, faglige aktive og ledere ville lægge pres på en SD-regering med krav og med deltagelse i mobilisering. Det er kun i meget begrænset omfang tilfældet i dag, både fordi der ikke er det samme aktive lag i og omkring partiet, og fordi de ikke forventer de store forbedringer af deres ”egen” regering.
    Vores hidtidige linje lægger op til, at vi forventer noget (lidt) af en SD-ledet regering, og at vi tilhører samme blok. Dermed undergraver (og styrker i hvert fald ikke) den vores arbejde for at synliggøre og vinde opbakning for Enhedslistens som et politisk alternativ, eller bredere formuleret: opbygningen af en ny venstrefløj som alternativ til blå blok og Socialdemokratiet.
    Derfor mener jeg, at vi skal sige lige ud:
    1) Hvis ikke der ser ud til at blive en væsentlig forskel mellem en Løkke- og en Frederiksen-regering, så ser Enhedslisten ikke nogen grund til at pege på MF som forhandlingsleder.
    2) Derfor stiller vi nogen betingelser for at pege på MF. Opfyldelsen af betingelsen skal sikre, at der faktisk bliver en forskel mellem de to regeringsprojekter, som gør det relevant at foretrække MF.
    3) Vi vil ikke længere være tilbageholdende med at vælte (mistillidsvotum) en SD-ledet regering, hvis den på vigtige områder går i den modsatte retning af den, Enhedslisten ønsker.
    Hvilke konkrete betingelser vi vil opstille, skal afhænge af situationen op til og lige efter et valg, men vi skal allerede nu gøre det klart, AT vi vil stille betingelser, og vi skal formulere nogle af de temaer, sager og krav, der kan komme på tale. Og der skal være så tæt en sammenhæng som muligt mellem de betingelser, vi opstiller for at pege på MF, og de ”røde linjer”, som kan få os til at støtte et mistillidsvotum.
    Hvad opnår vi med sådan en udmelding og sådan en praksis?
    • Vi får – måske – SD til at rykke en lille smule i vores retning for at opnå regeringsmagten, men der ikke store chancer.
    • Vi får tydeliggjort for nogle mennesker, hvor lidt positivt SD vil gennemføre og dermed hvor tæt deres politiske projekt er til blå bloks projekt.
    • Vi kan med vores betingelser og røde linjer bygge videre på og støtte de bevægelser og mobiliseringer, som findes, og vi kan sætte fokus på sager, som vi forsøger at skabe bevægelse omkring.
    • Vi kan sende et tydeligt signal om, at vi ikke har ”et fælles projekt” med SD, at vi er opposition til venstre, at vi ikke holder hånden under en SD-regering, uanset hvad den foretager sig. At vi er et parti ”i vores egen ret”.
    • Vi kan synliggøre den politisk retning, vi gerne vil gå. Vi kan få flere til at opdage og lytte til vores politisk alternativ og vigtigheden af at opbygge fremtidens venstrefløj i modsætning til blå blok og Socialdemokratiet.
    Hvad risikerer vi ved denne parlamentariske taktik?
    Nogle mener, at vi bringer Løkke til magten efter et valg, fordi vi ikke peger på MF. Helt konkret er det ikke det, der sker. Det er muligt, at bolden går videre til Løkke, men hvis der – med Ehl-mandaterne – kunne skabes et flertal for en SD-ledet regering, så er der jo ikke noget flertal for en Løkke-regering, med mindre nogen fra ”rød blok” peger på ham. Det kan det jo ende med, hvis De Radikale skifter side, men der kan også komme et nyt valg, hvor vi kan forklare, at det er os, der insisterer på, at et regeringsskifte skal betyde forandring og forbedring i forhold til Løkke-regeringen.
    Jeg vil ikke udelukke, at det kan koste også nogle vælgere. På den anden side er jeg ikke sikker på, at det er det, der vil ske. Der kan også ske det modsatte. Det kan tiltrække nogle af de mange vælgere, der søger efter noget, der er anderledes end de gamle magtpartier. Det kan appellere til de samme, som Tsipras (i begyndelsen) i Grækenland, Sanders i USA, Podemos i Spanien, Corbyn i England og Mechelon i Frankrig appellerer til. En gruppe, som er langt større end vores nuværende max-niveau på 10 procent.
    Nogle frygter, at vi får medansvar for regeringen som sådan og hele regeringsgrundlaget, hvis vi stiller betingelser og får dem opfyldt.
    For det første anser jeg det ikke for særlig sandsynligt, at SD vil acceptere vores betingelser. Skulle det ske, er det en reel fare, vi skal være opmærksom på. Det er derfor, at det er så vigtigt, hvordan vi forklarer vores betingelser. Opfyldelsen af betingelserne giver os ikke en god regering (det ville kræve meget mere). Det er det minimum, der skal til for, at vi overhovedet ser nogen mening i at pege på MF som forhandlingsleder. Samtidig skal vi sige, at vi stadig ikke giver nogen løfter om at redde regeringen, hvis den bringer sig i mindretal, at vi stadig stemmer imod den mindste forringelser/for den mindste forbedring, og at vi nu kan finde på at stille mistillidsvotum. Og så skal vi have formulere en klar holdning til finansloven…..
    Nogle frygter, at vi med et mistillidsvotum vælter en SD-ledet regering og – efter et valg – får en blå blok-regering i stedet – og at vi i offentligheden får ansvaret for at gøre Løkke (eller Jensen eller Støjberg) til statsminister.
    For det første skal man huske, at regeringen ikke vælter, fordi Enhedslisten stiller et mistillidsvotum. Det forudsætter den lidt specielle situation, at Ehl. og blå blok på samme tid vil stemme for det. Formelt set kræver det ikke en fælles begrundelse, men for Ehl. vil det i de fleste situationer være vigtigt at formulere en politisk begrundelse for et mistillidsvotum.
    Under alle omstændigheder skal vi vælte regeringen på den rigtige sag, hvor det er tydeligt, at der er brug for, at vælgerne får lejlighed til at tage stilling til regeringens politik og vores alternativ. I forlængelse af argumenterne ovenfor kan det lige så godt føre til en styrkelse af Enhedslisten. Hvis flertallet bag den SD-ledede regering forsvinder, er det ikke nødvendigvis vores skyld, men mere at vælgerne straffer de andre partier bag regeringen for den politik, de har ført.
    Jeg synes, at vi snarest muligt skal vedtage, at vi vil handle på den måde i forbindelse med en regeringsdannelse. Men faktisk mener jeg, at vi skal supplere det med et andet parlamentarisk udspil, som især kan få betydning fra nu og frem til valget. Det er forholder sig især til SF og Alternativet. Det står ikke i modsætning til ovenstående, men det vil jeg argumenterer for i et senere indlæg.

  19. Mange tak, Michael
    Ja det ville være nyt, hvis vi stillede betingelser for at pege på en forhandlingsleder før valget. Det tror jeg du har ret i, at vi og alle progressive bevægelser i samfundet kan drage stor nytte af.
    Men hvorfor vente med at melde ud til i sidste øjeblik før valget? For nogen tid siden blev S inviteret til Næstehjælper café i København for at svare på spørgsmål om hvilken politik de vil føre, hvis de skal danne regering. Desværre måtte Pernille R. melde afbud i sidste øjeblik, så folk sad og ventede forgæves på mødet og brændte inde med deres spørgsmål om bl.a. fattigdomsydelserne. Jeg vil derfor i forlængelse af dit udmærkede oplæg foreslå at vi hurtigst muligt melder ud at et mindstekrav til den forhandlingsleder vedr. ny regering, Enhedslisten skal pege på, er at vedkommende lover at afskaffe kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Det er vi mange som synes, vil være meget rimeligt. Måske får vi det endda gennemført, hvilket jo ville være fantastisk positivt.

    Venlig hilsen En af Ca 18.000 Næstehjælpere.

  20. Jeg kan godt se din pointe. Men der kan være to år til næste valg, og det kan være nogle andre sager, der er i fokus på det tidspunkt. Derfor kan den nøje udvalgte og prioriterede liste over betingelser ikke færdigformuleres i dag..
    Men vi kan melde ud med nogle overordnede politiske mål, der skal dækkes ind – og et par eksempler på, hvilke slags krav det kunne være.
    I perioden fra nu og frem til valget udskrives, tror jeg, at det er signal nok, at vi gør det klart, at vi vil stille betingelser.

      1. Så har Mette F selv afgjort det. Vi kan ikke pege på en så åbenlyst racistisk person som statsminister

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

38 + = 45